Vores historie

nyhed


VESTVOLD-GILDET blev oprettet den 4. september 1963, af en gruppe gildemedlemmer der udgik fra 1. Glostrup Gilde, og geografisk sigtedes på Brøndby og Rødovre, to kommuner, der det foregående 10-år var steget voldsomt i indbyggertal – og navnet VESTVOLD var selvskreven.

Allerede i oktober kunne man notere 21 medlemmer.

Og det var særdeles aktive, yngre og udadvendte personer, der satte det store tempo fra start.

I årene der kom blev der arrangeret udflugter og fester for scleroseramte og der blev arrangeret ulve- og spejderløb, ja - man var endog involveret i at bygge hytter til spejdergrupperne i vores område.

Mange flere gøremål blev taget op: Man var med ved oprettelse af en børneinstitution, nogle gildebrødre var tilknyttet besøgstjeneste i fængsler og andre vagter i Himmelekspressen.

I vort gilde,blev der optaget 7 svenskere fra Malmø og senere blev det skilt ud til et nyt gilde. Malmøhus Gilde.

I den nye Brøndbyskov afviklede man bålfester, i Carlsrohallen festede vi med og for områdets spejderledere, og for distriktet arrangerede Gildet ”Galla Træf”, i disse fester deltog der 300-400 ”gildebrødre” og gæster.

Fra starten blev der på rigtig spejdermanér skrevet dagbog, og tegnet – tegnet om begivenhederne så det stadigt er en fornøjelse at blade bøgerne igennem.

VESTVOLD-GILDETs historie gennem 5 årtier kan – og skal heller ikke – fortælles her på en ”hjemmeside”, hvor mange detaljer og nuancer er passeret revy i årenes løb, og har givet et spejlbillede af de medlemmer som til ”hver en tid” levede med.

Den entusiasme som rådede fra starten, er gennem årene forsat med at præge Vestvold Gildet, der stadig har mange forskellige aktiviteter på programmet, derfor kan det enkelte medlem altid finde et interesseområde, om ønsket, og her yde en større eller mindre indsats, som man nu har tid, lyst og evne for.

Aktiviteter koster penge og derfor startede vi i 1983 med at lave loppemarkeder. Det har givet Gildet mulighed for at hjælpe med materiel til det lokale spejderarbejde, arrangere spejderløb samt yde en ikke ubetydelig støtte til humanitære formål, og lad os da blot nævne nogle af dem: hjælpearbejde i Gambia, Mother Teresa i Indien, Sclerosearbejde, Blindesamfundet, Himmel-ekspressen, information til unge vedr. rusmidler, Handicapidræt, Flygtningehjælpen, Aktion Børnehjælp og meget mere.

Til VESTVOLD-GILDETs møder, og møder i grupperne, har årene budt på mange hyggelige, sjove og lærerige timer i samvær med ligesindede. Her har gildemedlemmerne haft mulighed for at forsætte lidt af det kammeratskab vi holdt af som spejdere og levet op til de vigtige formål, at forsætte vores personlige udvikling, og lære at have respekt for det der har værdi for andre.


Sidst opdateret 29. september 2020